Du er her: Home By- og bygdeplaner Sisimiut Tekniske anlæg

Greenlandic   Dansk
Sisimiut Infrastruktur/ havn/ lufthavn Vej- og stistruktur Bycenter Boligområder Erhvervsområder Institutioner Fritid Undervisning i øvrigt Kulturarv Tekniske anlæg Det åbne land omkring Sisimiut Selvstyrets interesser Bestemmelser Maniitsoq Atammik Napasoq Kangaamiut Itilleq Sarfannguit Kangerlussuaq Bestemmelser

Tekniske anlæg


Vandforsyning.

Vandforsyningen forestås af Nukissiorfiit, som er det landsdækkende forsyningsselskab. 

Sisimiut forsynes med drikkevand fra en række søer øst for byen. Oplandet til disse søer er pålagt en vandspærrezone for at sikre, at der ikke sker en forurening af byens drikkevandsforsyning. Uhensigtsmæssige aktiviteter, som byggeri og motoriseret færdsel m.v., indenfor vandspærrezonen er forbudt / begrænses. 

Udfordringen er, at byens vinter- og til dels også sommerfritidsområder, samt hovedadgangen til baglandet, foregår i og gennem vandspærrezonen. Tilsvarende foregår transport af brændstof til mindre elforsyningsanlæg, og til varmeforsyning i hytter o. lign. også gennem vandspærrezonen. Alle disse aktiviteter udgør en risiko for en større eller mindre forurening af drikkevandet. 

En sikker transportrute/vej gennem vandspærrezonen er et mål. På den måde fastholdes muligheden for fritidsaktiviteter i baglandet. Ved anlæg af afløbskanaler sikres, at vand fra aktivitetsområderne på f.eks. Solbakken, ikke blandes med vandet til drikkevandsforsyningen, og eventuelle uheld forebygges. 

Byens vandværk, for enden af Aqqusinersuaq, nord for vandsø 3, er et såkaldt A1 vandværk, som renser drikkevandet til et vist niveau. Det forventes  at vandværket opgraderes til et A2 eller et A3 vandværk, som øger mulighederne for at rense drikkevandet. 

Der er drikkevandsforsyning til de fleste ejendomme i byen. Kun få boliger i de ældre boligområder henter stadig vand ved taphuse. 

Elforsyning

Elforsyningen varetages af Nukissiorfiit. 

Hovedforsyningen foregår fra det nyopførte vandkraftværk ved 2. fjorden. Herfra føres strømmen til byen via en højspændingsforbindelse til transformatorstationen ved Nationaldagspladsen på Akia, og derfra til de forskellige aftagere i byen. 

Ved Nukissiofiits hovedafdeling på Muunup Aqq. er etableret et dieseldrevet nødanlæg, som kan forsyne byen i tilfælde af nedbrud på forsyningen fra vandkraftværket. 

Vandkraftværket gør, at Sisimiuts elforsyning i det store og hele er bæredygtig og CO2 neutral. Overskydende el fra vandkraftproduktionen udnyttes i varmecentralerne til knyttet fjernvarmenettet. 

Fjernvarme

Fjernvarmeforsyningen varetages i et samarbejde mellem Nukissiorfiit og Qeqqata Kommunia. 

De fleste ejendomme i Sisimiut er varmeforsynet via oliefyr, eller varmecentraler til større grupper af almene boliger, til større institutioner og bygningskomplekser m.v. I den sydlige del af byen, i nærheden af affaldsforbrændingen, er der et fjernvarmenet til forsyning af boligområderne. 

Overskudsvarmen fra affaldsforbrændingen indgår således i varmeforsyningen, og de decentrale varmecentraler i området fungerer som backup. 

Affald

Håndteringen af byens affald er en kommunal aktivitet, der til dels er udliciteret til private entreprenører. 

Der arbejdes aktivt med en bedre affaldssortering og reduktion af mængderne af affald. Etablering af et større anlæg, der evt. også vil kunne tage affald fra bygderne og sikre ordnede forhold, undersøges. 

Stort set alt affald fra dagrenovation og storskraldsindsamling brændes i byens affaldsforbrændingsanlæg. Anlægget har dog ikke kapacitet til at afbrænde alt affald, så der er en tendens til en større ophobning af affald på pladsen omkring anlægget. 

Farligt affald, herunder elektronikskrot, spildolie, kølemøbler, trawl, metalskrot og batterier forsøges frasorteret affaldet i største mulig omfang og sendt til genbrug, eller sikker destruktion. 

Det må forventes i planperioden at blive behov for etablering af et nyt forbrændingsanlæg. Der er udlagt areal hertil sydvest for de arealer hvor asfaltanlægget i dag er placeret. 

Kloak

Håndteringen af kloakforsyningen er en kommunal aktivitet, der bygger på flere strenge. 

  • Afledning af spildevand (sort og gråt) via kloak til havet, 1200 – 1300 boliger.
  • Afledning af gråt spildevand til terræn, ca. 500 boliger
  • Afledning til tank der tømmes med slamsuger, ca. 500 boliger
  • Tømning af posetoiletter/natrenovation, via natrenovationsanstalten til havet, ca. 300 boliger 

En stor del af byen er kloakeret. Alle nye erhvervs- og boligområder bliver kloakeret, så der sikres afledning af sort og gråt spildevand til kloaknettet. Spildevandet afledes til havet, typisk til steder hvor der er meget strøm, så der sammen med tidevandet i løbet af kort tid sker en fortynding, og afledningen ikke giver anledning til ulemper. 

Enkelte steder, som f.eks. i Ulkebugten, overvejes en havledning så spildevandsafledningen langs Ulkebugten føres frem til havneområdet, bort fra den lukkede bugt. Alternativt en tidevandsstyret udledning. 

Overfladevand fra tage og pladser afledes til terræn og grøfter m.v. 

Der er stadig natrenovation i ca. 300 boliger i Sisimiut by, typisk i ældre enfamiliehuse eller rækkehuse. Der er tidligere arbejdet med at etablere kloak i disse boligområder, men da kloakering er meget dyr, og specielt dyrt i eksisterende byområder, har det ikke været muligt at skabe en frivillig ordning. Lovgivningen giver ikke mulighed for at pålægge boligejerne udgiften til kloakering, hvorfor det forventes at lovgivningen ændres så alle ejendomme i byen bliver kloakeret i planperioden. 

Tele.

Forsyningen med Internet, telefon og fjernsynskanaler på grundpakken, varetages af Tele Post. Udbyggede fjernsynspakker leveres af private entreprenører: Sisimiut TV og Masanti. 

Specielt gode Internet- og telefonforbindelser er vigtige forudsætninger for, at et samfund fungerer i det, vi normalt betegner som det globale samfund. Det er også en afgørende rammebetingelse for erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner. 

Det forventes at der indenfor få år, bliver der taget skridt til at videreføre søkablet, med forbindelse til både Europa og Amerika, fra Nuuk til Sisimiut. Dette betyder en væsentlig opgradering af kapaciteten og sikkerheden i telekommunikationen. 

I Sisimiut er placeret et større teleanlæg med helistop på Teleøen ved Sisimiut havn. Den klausulerede zone fremgår af kortbilag, og af de overordnede bestemmelser for anlægget.